Fri for stress

10 gode råd til at undgå stress


Nu er jeg fri for stress.
Jeg gik ned med stress i 2004.
Jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne ske for sådan én som mig.

Men jeg kom tilbage igen. Nok ikke uden mén, men til et meget bedre liv.Et liv fri for stress.
Et liv, hvor jeg bestemmer farten. Et liv som tager udgangspunkt i mig.


På denne side vil jeg give mine erfaringer videre til dig, der gerne vil tilbage efter stress, eller som vil undgå at gå ned med stress.
Jeg formoder, at det er derfor, du er havnet på denne side :-)

Du får dels mine egne erfaringer dels de gode råd, som stress-eksperterne giver.
Jeg har lyttet til stresspsykologerne, læst en masse litteratur og talt med andre stressramte om deres erfaringer.

Hvis du vil læse min historie om hvordan jeg gik ned med stress, så klik her.

Hvis du gerne vil læse nogle bøger om stress og om at blive fri for stress, så kan jeg anbefale nogle stykker. Du kan finde titlerne her.



10 gode råd til et liv fri for stress



1. Erkend at du er stresset og at du er nødt til at gøre noget ved det.

Der kommer ingen ændringer uden erkendelse. Det var først, da jeg erkendte overfor mig selv, at jeg levede et stresset liv og at jeg havde taget skade af det, at jeg kunne handle.
Så hvis du vil ændre på noget, skal du først ærligt og oprigtigt erkende dit problem over for dig selv.
Det er første trin på vejen til at blive fri for stress.


2. Stil færre krav til dig selv. Sæt dine forventninger til dig selv ned.

"Hvor er du bare blevet god til at sige fra og sige nej" siger min mand ofte til mig.
Sådan tænker jeg slet ikke selv.
Jeg synes stadig, jeg ikke er god nok til det.

Men når han siger det til mig og jeg tænker efter, så har han faktisk temmelig meget ret. Jeg er blevet meget bedre til det efter min nedtur.
Det er bare min irriterende indbyggede perfektionismne,der slår til igen - jeg kan aldrig blive god nok til det, jeg vil være god til. Jeg har svært ved at leve op til mine egne krav til mig selv.
Så selv om jeg er blevet god til at sige fra og sige nej, så skal jeg arbejde på at stille mere rimelige krav til mig selv.

Hvis du også er perfektionist - eller måske du bare kalder det faglig stolthed! - så pas på.
Så er du din egen værste fjende. Vær god ved dig selv.
Hvordan skal andre kunne være god ved dig, hvis du ikke selv er det?

Vær den første til at give dig selv lov til at blive fri for stress.


3. Sig nej og sig fra, når du kan mærke på din krop, at det vil være det rigtige for dig. Lyt ikke til stemmen i din hjerne - mærk efter i din krop.

Jeg er i dag medejer af et konsulenthus og i den sammenhæng har jeg jo store muligheder for at få ansvar, spændende opgaver, være på podiet som chef sætte dagsordenen og alt det andet, der lyder så godt og fint.
På den ene side er det lige mig. Jeg er fuld af ideer, har masser af erfaring og arbejder med faglige områder, som jeg ved en hulens masse om.

Men alligevel vælger jeg at sige fra. Jeg ved, at min krop og sjæl ikke kan klare at leve op til de store forventninger, der vil være til mig - og ikke mindst de krav, som jeg vil stille til mig selv.

Der er virkelig svært for mig.
At skulle sige nej tak til et ansvarsområde, som ligger lige til min højre fod.
Men det har jeg netop gjort.
Jeg mærkede efter, helt ned i maven, der ligger svaret.

Da jeg havde svaret pænt nej tak, faldt hele min krop til ro.
Den indre ro kan ikke købes for penge. Men den kan skabes ved at lære at følge sit inderste i stedet for det som hjernen lige i øjeblikket synes vil give prestige og anerkendelse.
At blive fri for stress kræver nogle aktive fravalg.


4. Skab indre ro og lær at mærke dig selv ved at meditere.

Hvert år tager jeg med min familien på skitur. Mange ture er gået til Trysil i Norge, hvor vi sammen med mine søskende og deres familier har lejet en stor hytte.
En uge med familien bringer os alle tættere sammen. Min familie lærer mig at kende på en anden og meget tættere måde.

På vores tur fire år efter sammenbruddet, fik jeg at vide af min bror, at jeg hviler meget mere i mig selv end jeg nogen sinde før har gjort.
Det ved jeg godt selv, men jeg vidste ikke, at det var så tydeligt, at andre kunne mærke det - og så oven i købet kommentere det.

Den indre ro er kommet af mange ting. Bl.a. evnen til at sige fra og sige nej på de rigtige tidspunkter.
Men først og fremmest er den kommet fordi jeg er begyndt at meditere.

Meditation var ikke noget jeg bevidst besluttede mig for at prøve. Det kom snigende gennem min yoga-træning.

Hver yoga-lektion blev afsluttet med afspænding og meditation og som tiden gik blev jeg mere og mere opmærksom på meditationens virkning.

Så gik jeg selv i gang. Jeg købte nogle cd'er og bøger om meditation.
Jeg har flere, jeg kan anbefale - hvis du vil se mine anbefalinger, så klik her.

5-10 minutters daglig meditation gør en kæmpe forskel for mig. Den indre ro, som det giver mig, gør mig også meget bedre i stand til at lytte til min krop og mærke hvad jeg skal fra og til på.
Meditation er et fantastisk middel til at blive fri for stress.


5. Motion i mindst 30 minutter. Få pulsen op og brænd energi af.

Når det hele er ved at køre op og jeg føler at nu har jeg da vist alligevel ikke styr på noget, så er der kun én udvej. Motion! Hård motion! Mere hård motion!

Nu har jeg desværre aldrig været typen, der er god til at æde sig selv. Hverken på en løbetur eller i træningslokalet. Så når jeg siger hård motion, så er det altså med et lille smil :-)
Der er jo ingen, der kan sige mig imod, når jeg sidder her og skriver.

Hård motion kan sagtens være en rask travetur, hvor jeg bare går så stærkt som jeg orker.

Motion virker stress-nedsættende.
Du får brændt en masse energi af og du får meget lettere ved at slappe af og tage dine 10 minutters meditation.

Det mest forunderlige er, at det giver masser af energi at bruge energi. At være fri for stress er at have overskud. Det får du gennem motion.


6. Sov nok og sørg for at sove godt.

Når du har rørt dig og brugt en masse energi, så sover du også meget bedre.
I de perioder, hvor jeg havde svært ved at sove om natten, tog jeg i træningscentret eller ud på en løbetur om aftenen.
Når kroppen er fysisk træt, så bliver det meget nemmere at tage en aftenmeditation og disse to ting tilsammen giver en fantastisk nats søvn.

Når du er fri for stress, sover du godt. Og det omvendte gælder også: Hvis du kan give dig selv en god nats søvn, kan du lettere holde dig fri for stress.


7. Del dine bekymringer med andre. Tal om det og få støtte hos andre.

Jeg fortæller min omverden, at jeg gik ned med stress og at jeg derved har lært at passe på mig selv.
Det hjælper rigtig meget at være ærlig.
Det gør det lettere at sige fra overfor andre, når de ved, at jeg har en særlig grund til at sige fra.

Når min hjerne tager over, så er der en lille stemme der råber "det er bare en dårlig undskyldning for at være doven".
Den stemme er rigtig svær at overhøre. Hvis jeg ender med at tro på stemmen, så går det galt.
Så her er kunsten at spørge min mave.
Min stemme i hjernen vil altid drive mig til stress, så jeg er nødt til at spørge den mave-stemmen også.
Er stemmerne uenige, så har min mave pr definition altid ret.

Det er et godt princip, der virker fint for mig.
Når det ikke virker, så taler jeg med min søde mand om det. Når han også siger det samme som min mavestemme, så er der to mod en. Og så er det selvfølgelig den rigtige beslutning.

At erkende sin stress overfor en anden er et kæmpe skridt på vej til at blive fri for stress.



8. Lad andre løse nogle af opgaverne. Du kan undværes. De andre kan gøre det godt nok.


Jeg har altid været lidt af en kontrolfreak. Jeg vil have styr på alt og alt skal helst være planlagt i alle detaljer. Når andre ikke kunne gøre det godt nok, så tog jeg altid selv over. Selvgjort er jo velgjort, tænkte jeg ofte.
Sådan er det ikke mere.
Andre kan sagtens gøre det godt nok. Bare jeg ikke skal gøre alting selv, så er det ok, at de gør det på deres måde og måske ikke som jeg selv ville have gjort det.

Jeg har lært at slippe kontrollen. Lært at det er ok at andre tager over og de andres løsninger også er ok.

Det er ok, at alting ikke altid er planlagt i alle detaljer.

Jeg har lært at det er ok, at der ligger nullermænd i hjørnerne. Det er ok, at gulvet ikke altid er nyvasket.
Det er ok, at min mand lægger tøjet sammen på en anden måde end jeg gør. Bare det, at han gør arbejdet, skal værdsættes.
For så skal jeg jo ikke gøre det :-)

At slippe denne fulde kontrol giver en fantastisk følelse - den er med til at gøre dig fri for stress.


9. Tag kontrollen over dit liv. Kun du ved, hvad du kan tåle.

Der er dog én form for kontrol, som jeg selv skal have. Det er kontrollen over mit liv. Jeg er den eneste, der ved, hvad jeg kan tåle.
Ingen andre ved det.
Derfor kan jeg ikke spørge andre om det og derfor kan jeg heller ikke lade andre bestemme hvad jeg skal sige ja og nej til.

Den kontrol skal ligge hos mig.
Når du lærer at mærke helt ned i maven og så handle efter svar, du finder der, så har du taget kontrollen.
Denne kontrol er nok dit vigtigste middel til et liv fri for stress.


10.Løs dine uløste konflikter. Tag kontrollen over dit liv tilbage.

Ofte kommer jeg i en situation, hvor jeg synes, jeg burde have sagt noget andet til andre mennesker. Eller hvor jeg synes, jeg burde have reageret anderledes end jeg gjorde lige i situationen.
Det kender du sikkert også til.
Så kan det ligge og ruge i maven i lang tid - og nogen gange kan det tvinge dig ud på en forkert vej.
Disse situationer har jeg lært mig at komme ud af - hurtigt. Jo længere tid, der går, hvor jeg går og ruger over noget, jo værre bliver det.
Så jeg kan lige så godt se at få det ud af verden med det samme.

Jeg har lært mig, at det er ok, at vende tilbage og sige, at nu har jeg tænkt over tingene og det der skete og det der blev sagt. Nu hvor jeg har tænkt over det, har jeg fundet af at.... og så forklare den løsning, jeg kan leve med.

Ja, jeg ved, det lyder alt for let.
Men tænk en gang. Det er let.

Det er bare at gøre det.
Når jeg er ved at miste kontrollen over mit liv - måske føler at nu kom jeg vist til at sige ja til noget, som jeg allievel ikke skulle have sagt ja til - så er der jo kun én løsning.
At få lavet det ja om til et nej.
Metoden er simpel - gå tilbage og forklar hvorfor du er nødt til det.
Husk, at kun du ved hvordan du føler og har det. Kun du ved hvad du kan tåle og hvad du er villig til at leve med.



Kun du kan skabe dit liv, så det er fri for stress.




Du kan læse mere om stress her:
- Hvad er stress. Definitioner. Hvad er sund/usund stress
- Årsager til stress. Hvad er det, der giver dig stress
- Sådan påvirker stress din krop og psyke
- Min historie. Sådan gik jeg ned med stress
- Sådan kom jeg tilbage fra stress
- Test dig selv. Er du stresset?




Tilbage fra Fri for stress til Stress og sundhed
Tilbage fra Fri for stress til Skab din egen sundhed