Om at gå ned med stress


Jeg gik ned med stress i august 2004. Hvordan kunne det dog ske?

Jeg er jo sådan en, der altid har styr på alting, altid er velforberedt, klarer de opgaver som andre mislykkes med, rydder op hos utilfredse kunder, set udefra en rigtig "succes"!

Jeg har styr på alt. Hvordan jeg kunne gå ned med stress var en gåde for mine omgivelser. Og for mig selv. I hvert fald i starten.

Nu ved jeg, at jeg ikke kan klare alt.
Nu ved jeg, at jeg skal lytte til min krop - jo, din krop taler faktisk til dig! - og så skal jeg svare det lille svære ord "nej", når min mave fortæller mig, at det vil være det rigtige svar. Uanset om min hjerne og hjerte fortæller mig, at det rigtige svar er ja.

På denne side, vil jeg fortælle dig om min tur ned med stess.
Og så vil jeg fortælle dig om hvordan jeg kom op igen.

Hvis du også går og føler dig stresset og føler, at du ofte siger ja, hvor du i virkeligheden hellere ville sige nej, så læs videre her.
Måske du kan blive inspireret til at ændre på nogle ting i dit liv.

Hvis du vil se min liste med gode råd til at undgå at gå ned med stress, så klik her.




Sådan gik jeg ned med stress



Jeg troede ikke på, at jeg kunne gå ned med stress. Stress er jo noget, der overgår dem, der ikke rigtig har styr på det hele. Dem, der er dårlige til at planlægge deres dag og som måske ikke helt har styr på det sådan rent fagligt.

Ja, sådan tænkte jeg. Men det skulle vise sig, at jeg tog så grueligt meget fejl.

Det sidste år inden jeg gik ned med stress, var jeg absolut klar over, at jeg havde alt for meget arbejde og alt for mange bolde i luften.
Jeg sagde mange gange til min chef, at hvis den udvikling, der var i gang lige nu fortsatte, så var jeg vist havnet i det forkerte job.
Jeg troede åbentbart, at han så ville gøre noget ved det.
Eller jeg mente, at jeg så havde forberedt ham på et jobskifte fra min side.

Den gang vidste jeg ikke, at det der med at stikke til mænd (min chef var en mand) og ikke sige tingene direkte, virker ikke.
Det gør det heller ikke hjemme hos ægtemanden. Mænd skal have tingene sagt og forklaret uden omsvøb og insinuationer.
Direkte tale virker.

Nå, men det vidste jeg så ikke lige. Så jeg talte udenom og insinuerede og troede at han forstod mig. Han svarede jo, at jeg skulle passe på mig selv.

Men så var han alligevel mærkelig. Han spurgte den ene dag til om jeg nu passede på mig selv. Den næste dag gav han mig flere opgaver.
Jeg forstod ingenting og mente at han vist i virkeligheden var ude på at udnytte mig fuldstændig og så bare lade som om at han bekymrede sig om sine medarbejderes ve og vel.
Jeg forbredte mig på et jobskifte.
Vidste, at det var nødvendigt for at overleve.

Det jeg ikke vidste var, at det intet havde med chefen eller jobsituationen at gøre.
Det havde kun noget at gøre med mig og hvordan jeg håndterede min egen situation.

Jeg tænkte på det tidspunkt ikke på,at jeg var på vej ned med stress.
Jo, jeg brugte da ordet, når jeg talte med chefen. Sagde at jobbet var stressende og at jeg ikke kunne holde til det i længden, så vi skulle finde en løsning.
Men jeg sagde ikke nej til en eneste opgave. Bad ikke om at få fjernet opgaver. Gjorde i det hele taget intet for at ændre på situationen.

Sådan gik det i ca 6 måneder.
Så fandt jeg ud af at en af mine samarbejdspartnere var gået ned med stress.
Jeg undrede mig over, at jeg ikke fik svar fra hende, når jeg mailede. Men havde så tilsyneladende ikke overskud til at forfølge sagen.

3 måneder senere fik jeg endelig en mail fra hende. Hun forklarede, at hun havde været sygemeldt med stress og nu var startet på arbejde igen på deltid.
Vi aftalte, at vi skulle mødes over en kop kaffe.

Hun fortalt mig sin historie. Gruopvækkende!
Tænk ikke at kunne finde hjem fra arbejde. Efter at have kørt den samme tur hver dag i 5 år.
Sådan var der mange ting, der pludselig ikke fungerede.

Vi mødtes flere gange og jeg fik vist også sagt lidt om, at jeg følte mig stressset i jobbet. Men jeg mente jo faktisk slet ikke, at jeg selv var på vej ned med stress. Sagde det vel nærmest sådan fordi vi nu sad og talte om stress.
Faktisk så troede jeg jo bare, at jeg havde en dårlig chef og at alle mine frustrationer skyldtes min jobsituation.

En dag gav hun mig en kopi af nogle sider fra en bog. Det var beretninger fra 16 stressramte mennesker. Mænd og kvinder. I alle aldre.
I alle mulige forskellige job.

Jeg sagde pænt tak og tænkte, at hun gerne ville have, at jeg skulle forstå hendes situation bedre. Så selvfølgelig tog jeg imod og gik hjem og læste det samme aften.

Jeg stoppede ikke før sidste linie var læst. Jeg blev helt opslugt. Dette handlede jo slet ikke om hende. Det handlede om MIG!

Puh ha. Jeg forstod, at hun havde set alle mine symptomer og gerne ville hjælpe mig.
Hun forstod også - for der havde hun jo selv været - at jeg ikke ville lytte, hvis hun sagde noget til mig.
Derfor havde hun givet mig disse beretninger.

Det jeg pludselig forstod var, at jeg kunne gå ned med stress hvornår det skulle være.
I morgen. Om en uge. Om en måned. Eller måske senere. Eller måske bare nu.

Det gik op for mig, at jeg var på vej ned med stress.

Nu tænker du nok på hvad det dog var, der stod i de beretninger, som ramte mig så meget. Der var en rød tråd i alle beretningerne. Symptomer som gik igen - og som jeg også selv havde. Og så den der kant, som de alle talte om, at de faldt ud over.

Det er svært at forklare - måske du bare skulle læse dem selv.
Klik her for at finde bogtitel mv.

Nå, men det jeg helt bestemt husker er, at de alle talte om denne "kant", som de pludselig røg ud over. Når de faldt ud over kanten, så var vejen tilbage frygtelig lang - hvis den overhovedet var der. Nogle af dem var efter flere år stadig ikke kommet tilbage og forventede faktisk aldrig at komme det.
Det var uhyggeligt!

Jeg tænkte meget over hvor min kant mon var. Hvordan jeg kunne vide, om jeg var tæt på eller måske allerede stod ved den.

Så fik jeg sommerferie.
Dejlig tiltrængt.

I den ferie sagde min chef op. Det skulle jo i virkeligheden hjælpe mig.
Men nu var det jo gået op for mig, at det ikke havde noget med chefen at gøre.
Desuden fik jeg en ny, som jeg vidste, jeg ville få det svært med.

Da jeg kom tilbage til arbejdet efter ferien, var der pludselig en kæmpe ekstra opgave til mig. Min nye chef efterlod jo lige en opgave, som en anden skulle tage, og han var som sædvanlig i sidste øjeblik med sine ting, så der var faktisk ikke tid nok til at løse opgaven for ham.

Rigtig gættet. Den anden, det var mig.

Jeg burde have tilnavnet "oprydderen", da jeg altid har ryddet op efter folk, der forlader opgaver, som er i værste uorden og i tidsnød. Men det kan jeg jo kun takke mig selv for.
Husk det. Hvis du ender i en situation, du ikke bryder dig om, så er der kun én skyldig: dig selv.
Det tog mig lang tid at lære den lektie.

To dage senere brød jeg sammen.
Jeg sad på min arbejdsplads og begyndte bare at tude.
Der var en af mine gode kolleger, der spurgte mig hvordan jeg havde det.
Han kunne se, at jeg havde det ad h...... til.

Den omsorg var mere end jeg kunne klare. Jeg begyndte at græde. Da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke stoppe.
Jeg tudede hele dagen og de fleste kolleger turde ikke komme hen til mig.
Jeg, der altid var den der klarede ærterne, sad der og tudede.



Der var to gode kolleger, som talte med mig.
Den ene var selv tidligere gået ned med stress. Han opdagede det en morgen, hvor han pludselig ikke kunne finde ud af at binde sine snørrebånd.
Sødt af ham at fortælle mig det.
Så følte jeg mig ikke så håbløs mere.

Den anden kollega's kone var gået ned med stress og var endnu ikke helt ovre det.
Så han vidste lige hvordan, han skulle tackle mig.

Hvis I to kolleger læser dette, så tusind tak for jeres opbakning. I var virkelig en stor hjælp for mig.

Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det. Men den opgave jeg skulle overtage, den opgave klarede jeg.
Jeg skulle sammen med en kollega udvikle og undervise på et projetklederkursus for 28 personer.

Jeg husker næsten intet fra det kursus.
Jeg husker mine tanker. Når jeg stod der midt i lokalet og underviste og alle kiggede på mig, så tænkte jeg "gad vide hvad der sker, hvis jeg pludselig står her og begynder at tude".

Det skete heldigvis ikke.
Min kollega var rigtig god til at tage sig af al det sociale efter timerne - så jeg røg direkte på mit værelse og lå og tudede til næste kursusdag.

Det var virkelig underligt, som jeg var i stand til at være to personer på samme tid. Og være to steder på samme tid.
Jeg var både til stede som en god og inspirerende underviser (kørte på rutinen) og samtidig var jeg nok endnu mere bare til stede inde i mig selv. Så mig selv stå der og være meget bevidst om at kanten måske kom lige om lidt.

Kanten kom heldigvis ikke på kurset.

Da jeg kom hjem efter det kursus, tog jeg en snak med min nye chef.
Min kalender blev ryddet.
Kun en opgave blev tilbage. Den havde en deadline nogle måneder senere, men jeg ville få god tid.

Så gik jeg hjem og sad som en zombie i sofaen hver dag i mange, mange, mange uger.
Gjorde ingenting. Kunne ingenting.
Var stolt, hvis det var lykkedes mig at sætte vasketøj over. Det var ikke hængt op, men dog vasket.

Min arbejdsopgave var at sætte et helt nyt kursus op. Den opgave forstår jeg ikke helt hvordan, jeg fik løst.
Men det gjorde jeg.

Jeg kan ikke huske hvordan det lykkedes mig at hive mig selv op og lave noget fornuftigt. Men efter nogle måneder lykkedes det mig åbentbart at få lavet lidt arbejde hjemmefra nogle timer om ugen.

Selv om jeg fortrinsvis sad hjemme og zombiede den, blev min tilstand ikke bedre. Når nogen spurgte mig hvordan jeg havde det, så brød jeg sammen og græd resten af dagen. De dage, hvor jeg arbejdede hjemme og tog telefonen, så startede jeg altid med at sige "lad være med at spørge mig om hvordan jeg har det".

Jeg sendte en mail til alle kolleger og sagde, at hvis de ringede til mig, skulle de ikke stille det spørgsmå, for så var resten af dagen kun til gråd.

Jeg undgik kanten. Faldt aldrig helt ud over den. Måske fordi min kloge veninde tacklede mig på den helt rigtige måde.

Det var helt klart hendes beretninger fra stressramte, der gjorde forskellen. Den fik mig til at reagere på mit første sammenbrud og tage det alvorligt. Det sammenbrud på arbejde, hvor jeg bare sad og tudede en hel dag.Jeg forstod, at jeg var på vej ned med stress.

Jeg har hørt om andre, der ikke har reageret på en sådan situation. Faktisk har mange levet med den i årevis. Når kanten så kommer, så er der meget langt ned og mange ender i depression og angst.

Selv om jeg var heldig og aldrig røg ud over kanten, så var min vej tilbage meget lang. Tilbage er også et forkert ord at bruge. For jeg er aldrig kommet tilbage. Kommer det aldrig, og vil det heller ikke. Jeg er havnet i et nyt og meget bedre liv.


Hvis du gerne vil læse om hvordan, jeg kom tilbage fra min tur ned med stress, så klik her.




Du kan læse mere om stress her:
- Test dig selv. Er du stresset?
- Hvad er stress. Definitioner, Hvad er sund/usund stress
- Sådan påvirker stress din krop og din psyke
- Årsager til stress. Hvad er det, der giver stress
- Bliv fri for stress. 10 gode råd til at undgå stress
- Husk tilskud af vitaminer og mineraler, når du er stresset




Tilbage fra Ned med stress til Stress og sundhed
Tilbage fra Ned med stress til Skab din egen sundhed