Grøn Te

gør dig sund, slank og smuk


Grøn te er en drik, vi alle burde hælde i os i store mængder.

Den indeholder så mange gode grundstoffer, at den kan forebygge kræft, hjertesygdomme og infektioner.

Den styrker dine knogler, din tandsundhed og dit immunforsvar.
Og så har den en fantastik mental effekt - gør dig afslappet, men stimulerer samtidig din koncentrationsevne. Det kan vi alle nok bruge i en stresset hverdag.
Endelig har grøn te er god effekt, for dig der er på slankekur.


Men puh ha, tænker du nok, jeg bryder mig altså ikke om alle de der urtete'er.

Sådan tænkte jeg i hvert fald i meget lang tid.
Jeg turde simpelthen ikke prøve det der gul-grønne stads.


Men tænk på din første øl eller dit første glas rødvin. Det smagte sikkert heller ikke så godt.

Her på siden kan du læse om

- hvordan teen forebygger en lang række sygdomme
- hvordan du lærer at drikke den
- hvordan den kan hjælpe dig, der gerne vil tabe nogle kilo
- hvordan den gør dig smuk
- forskellen på den grønne og den sorte te

Så tag en kop te og læs videre :-)





Grøn te forebygger sygdomme og gør dig sund


Grøn te er et ældgammelt lægemiddel, som oprindelig blev brugt til at helbrede mange forskellige sygdomme.
Fra 230 år f. kr. har læger og munke skrevet om teens mange fordele.

I dag findes en lang række af studier og undersøgelser fra bl.a. USA, Storbritanien og Japan, der alle konkluderer, at den grønne te har helbredsbevarende effekter og mange studier viser at den forebygger alvorlige sygdomme som kræft og hjerte-kar-lidelser.

American Journal of Epidemiology har skrevet om en undersøgelse af 35.369 kvinder og deres cancerhyppighed over en otte-årig periode. Den viste, at en indtagelse af mindst to kopper grøn te om dagen reducerede risikoen for kræft i den øvre del af fordøjelseskanalen, tyktarmen og endetarmen.

Studier i Japan har vist, at japanerne på trods af deres høje cigaretforbrug har en lav frekvens af lungekræft. Faktisk har de japanske rygere 45% lavere risiko for at få lungekræft end de amerikanske rygere.
Selvfølgelig spiller kosten en rolle her, men alligevel anses japanernes høje forbrug af grøn te at være af stor betydning.

Men hvorfor virker teen på den måde?

Teen indeholder store mængder antioxidanter, som bekæmper en af årsagerne til kræft og andre sygdomme, nemlig de frie radikaler.
Ud over C- og E-vitaminer, som begge er stærke antioxidanter, indeholder teen polyfenoler. Polyfenoler - og herunder specielt EGCG (epigallocatechin gallat) anses for at være det kraftigst virkende antioxidant.

Polyfenoler hjælper cellernes DNA med at reproducere sig selv præcist i stedet for i muterede versioner (kræftceller).
Kinesisk medicin med polyfenoler har længe været anvendt til at bekæmpe bl.a. leukæmi.

I Storbritanien fik Terådet gennemført en undersøgelse, der skulle vise tedrikningens gavnlige effekt.
Forskerne opdagede at 4-5 kopper te om dagen nedbringer forhøjede kolesteroltal og for højt blodtryk.
På forsøg med mus viste det sig, at både grøn og sort te hæmmer udviklingen af hudkræft.
De britiske forskere konkluderede, at det er teens høje indhold af C- og E-vitaminer, der er med til at forebygge hjerte-lidelser.

Teen har et højt indhold af flour, som forebygger huller i tænderne. Studier i Japan viser, at i områder, hvor befolkningen drikker meget grøn te, er antallet af huller i tænderne meget lavt.

Den grønne te indeholder ud over C-vitamin, E-vitamin, polyfenoler og flour en lang række andre sundhedsfremmede stoffer. Du kan se en liste her.

Her har du en lang række gode grunde til at drikke grøn te:

* Reducerer kræftrisikoen
* Reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme
* Forbedrer tandsundheden og knoglernes styrke
* Bekæmper influenza
* Forebygger infektioner
* Reducerer kolesterolniveauet
* Virker forfriskende og afslappende
* Stimulerer og fokuserer tankevirksomheden




Sådan lærer du at drikke grøn te


Når du første gang drikker en kop grøn te, kan det godt være, at du synes, den smager "tynd" eller "bitter".
Sikkert ikke den store fornøjelse.

Men giv dig selv tid til at lære disse nye nuancer af smag at kende.
Tænk tilbage på dit første glas øl eller vin. Det nød du sikkert heller ikke ret meget.
Mit første glas skulle bare ned! Jo hurtigere jo bedre, husker jeg.

Så hav tålmodighed og giv dine smagsløg tid til at vågne igen.
De er nemlig blevet bedøvet af al for sød kost gennem mange år. De kan slet ikke finde ud af at værdsætte de bitre nuancer. Men når du først opdager dem, så finder du en helt ny verden af smagsoplevelser. Ren nydelse :-)

Der findes mange forskellige teer på markedet. Som med rødvin er der stor forskel på kvalitet og smag. Så når du skal i gang med at lære at drikke den grønne te, skal du sørge for at vælge en god kvalitet.

Først og fremmest skal du vælge te som er pakket i en lufttæt indpakning. Ellers er for meget smag (og vitaminer) forsvundet.

Sørg for ro, når du drikker din te.
Du kaster jo heller ikke et glas rødvin i dig i al hast mens du står og tager en klap-sammen-mad, vel?

Det samme med din te.
Tag en pause, sæt dig ned, træk vejret dybt.
Drik og smag - koncentrer dig om af finde alle nuancer af smag i drikken.
Mærk hvordan teen påvirker dig.

Hvis du lader teen trække i kort tid (3-5 min), har den en opkvikkende effekt, og hvis du lader den trække i lang tid (5-8 min), har den en afslappende og beroligende effekt.
Om aftenen er det dejligt at få en kop te, som frisker op, men som samtidig lader mig falde i søvn uden problemer.

Nogle teer er bedre for nybegyndere end andre.

Da jeg selv er temmelig meget nybegynder på det her område, har jeg søgt råd og vejledning i forskellige bøger om grøn te.
På biblioteket fandt jeg bogen "Grøn te for sundhed og vitalitet" af Dr. Jörg Zittlau. I den bog anbefales følgende teer til begyndere:

* Bancha
* Chun Mee
* Grøn Assam
* Gunpowder
* Gu Zhang Mao Jian
* Jaminte med blomster
* Sunflower jasminte

Jeg startede selv med en økologisk Bancha te fra Japan.
Da jeg åbende posen og lugtede til teen, troede jeg ikke rigtig på mit lille projekt!
Men tilbered teen, som angivet på posen - og du får dig en overraskelse af de helt store.
En blid dejlig let krydret te, som smager bare helt vidunderligt.
Jeg var solgt med den første kop!

Og så vil jeg lige sige, at jeg længe havde forsøgt mig med grøn te i teposer. Det er da ok, sådan næsten - men der er bare slet ingen sammenligning med den "ægte" vare.
Køb teen i lufttæt pakning og tilbered den selv med en teskefuld i koppen - du behøver ikke engang filtrere, for bladene synker til bunds af sig selv.

Og brug endelig ikke teæg. Det lader ikke vandet komme ind til teen, så du kan ikke få trukket alle de gode sager ud af tebladene.
Teæg er også noget besværligt noget at rense, så det er jo dejligt at slippe for det.



Grøn te gør din motion mere slankende


I min iver efter at læse om grøn te, faldt jeg over en artikel i bladet I form. Ifølge denne artikel har ny forskning vist, at hvis du drikker en kop af den grønne drik inden træning, øger du din krops evne til at forbrænde fedt under træningen.

Uanset om du er på slankekur eller ej, vil du nok gerne have den effekt, ikke?

Den grønne te indeholder koffein, som øger stofskiftet. Så du tænker sikkert, at det er grunden til det. Men nej. I virkeligheden indeholder sort te jo mere koffein, så det er ikke hele forklaringen.
Grøn te har et meget højt indhold af en gruppe naturlige plantestoffer, der kaldes catechiner.
Catechiner hæmmer de enzymer, der spalter fedtstoffer i tarmen og sikrer, at de kan komme ud i kroppens blod og celler. Når denne spaltning hæmmes af den grønne te, bliver de i tarmen og udskilles.
Så på denne måde tilbageholdes og fjernes fedtstoffer, så du ikke får dem på sidebenene. Smart!

Hvis du vil have denne effekt, skal du drikke en kop grøn te senest tre kvarter før du skal i gang med din motion.
Husk at lade teen trække i lang tid, så de aktive stoffer bliver trukket godt ud i vandet.

En undersøgelse fra Geneve har vist at ca 5 kopper af den grønne te om dagen kan øge dit stofskifte med ca 4%.
Det lyder måske ikke af så meget, men forudsat at du spiser og træner uændret, vil det give dig et vægttab på ca 3 kg på et år.

Nå, men selv om dette lyder helt fantastisk, så husk, at det alene ikke giver dig et vægttab.Det er blot et hjælpemiddel, der kan speede det hele lidt op.

Men teen kan ad anden vej faktisk være en fantastisk hjælp for dig, der gerne vil slanke dig.

Vores kost i dag er alt for sød. De fleste af os har meget svært ved at slippe de søde vaner - måske særligt om aftenen, når vi skal hygge foran fjerneren.

Den søde kost har ødelagt vores smagsløg, så vi ikke kan finde glæde i meget andet end søde sager og søde drikke.
Ved at lære at drikke grøn te og lære at værdsætte de bitre nuancer også, vil du meget lettere kunne undvære mange af de søde drikke og de søde sager foran tv'et.
På den måde kan den grønne te være netop det, der sikrer dig både en sundere kost og et stort vægttab.

Så gå endelig i gang.
Sæt vandkedlen over og find teen frem.




Grøn te gør dig smuk og forynger dit udseende


Den grønne te hæmmer aldringsprocessen. Så det er intet under, at mange producenter af cremer og lotion benytter sig af at tilføre koncentrater fra disse teblade til deres produkter.

Det er teens antioxidanter, der beskytter hudcellerne mod de frie radikaler og dermed forhaler dannelsen af rynker.
Du har nok lagt mærke til, at mange ansigstcremer indeholder både C-vitamin, E-vitamin og Q10 af denne årsag. Det er altså af samme grund, at der ofte er grøn te i cremerne.

Professor Takuo Okada fra Okayamas Universitetet siger, at "grøn te er mere effektivt end E-vitamin. E-vitaminet reducerer antallet af iltrige lipider, hvilket hæmmer celledegenerationen og aldringsprocessen. Grøn te er ifølge undersøgelser tyve gange så effektivt som E-vitamin i denne sammenhæng."

I Diana Rosens bog "Grøn te" (se min bogliste her ) kan du finde opskrifter på ansigtsmasker, ansigtscreme og meget mere med grøn te.



Hvorfor grøn og ikke sort te? Hvad er forskellen?


Grøn og sort te stammer fra den samme tebusk. Forskellen ligger i måden som teen fremstilles på.

Den sorte te gennemgår det, der kaldes en fermentering. Det er en kunstig gæringsproces,der udvikler aroma.
Det er i virkeligheden blot tebladenes egenskab til selv at nedbrydes, man udnytter. Gennem nogle iltningsprocesser bliver garvestofferne ineffektive og det svarer faktisk til den proces, der sker med metal, når det udsættes for fugt og ruster.

Så det er måske ikke så underligt at tebladene bliver rødlige. Ved processen aktiveres koffeinen og teen mister den bitre smag. Det passer jo bedre til os vesterlændinge, der ikke er rigtig gode venner med bitter smag og som også holder meget at det kick som koffeinen giver os.


Ved fermenteringen mister teen dog også en række af de stoffer, der bidrager til vores sundhed som f.eks. C-vitaminer.

Den grønne te udsættes ikke på samme vis for fermentering. Den er derfor et natur-produkt med alle de sunde og gode plantenæringsstoffer, som naturen har givet denne fasinerende plante.Der er dog forskel på hvor naturlige de grønne teer er.

I Kina lader man de friske teblade blive let fermenteret og derefter ristes de i store pander over ild. Ved ristningen afbrydes fermenteringen og teen får en let ristet smag. Tebladenes grønne farve bevares og når teen tilberedes får den en svag orange farve.

I Japan bliver bladene slet ikke fermenteret. Efter plukningen holdes bladene over vanddamp og derved afbrydes de fermenterende processer straks og den grønne farve bevares. Den færdige drik har en citrongul til grønlig farve.

Når du kender forskellen på fremstillingsmetoderne, kan det jo slet ikke undre at den grønne te overgår den sorte te mht sundhedsfremmende og sygdomsbekæmpende egenskaber.
Den er naturens eget medicinskab hentet lige ind i køkkenet.


Der er så meget at fortælle om grøn te - så i virkeligheden kunne jeg fylde et helt site her på nettet alene med lovprisninger og fortællinger om denne ældgamle helbredende drik.

Det vælger jeg at lade være med. For der findes så mange gode bøger om den, så der er ingen grund til at jeg også forsøger mig.

Der er specielt to bøger, som jeg gerne vil anbefale - jeg har nævnt dem tidligere på denne side og du kan finde alle informationerne om dem på min bogside her.









Frem til Stoffer i grøn te
Tilbage til Kost og sundhed
Tilbag til Skab din egen sundhed